Fortsæt til indhold

Fliserenser og hobbykniv på banegården fik vagt til at slå alarm

En vagt kontaktede Østjyllands Politi efter fund af en taske med knive.

Krimi
jro

En efterladt taske med knivlignende genstande fik mandag aften en vagt på Aarhus Banegård til at kontakte Østjyllands Politi.

Anmeldelsen kom klokken 23.17, efter vagten havde fundet tasken på banegården. Da politiet nåede frem, viste vagten patruljen hen til et venteområde, som var låst af for natten.

Foran venterummet sad taskens 29-årige ejer. Han havde selv henvendt sig til vagten for at få tasken udleveret, skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

Betjentene gennemgik tasken og fandt en fliserenser og en hobbykniv. Den 29-årige mand blev derfor sigtet for at være i besiddelse af knive på offentligt sted uden anerkendelsesværdigt formål.

Knivene blev beslaglagt med henblik på konfiskation og destruktion, hvorefter manden fik sin taske tilbage.