Fortsæt til indhold

43-årig fik kraniebrud efter hammer-overfald

Natten til lørdag blev en 43-årig mand ifølge sigtelsen opsøgt på sin bopæl i Ulstrup og udsat for vold med både slag, spark og hammer.

Krimi
jro

Opdatering: De to mænd blev varetægtsfængslet i fire uger. De kærede ikke kendelsen, oplyser Østjyllands Politi.

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller tirsdag klokken 11.00 to unge mænd på henholdsvis 17 og 20 år i grundlovsforhør ved Retten i Randers.

De to mænd er sigtet for kvalificeret vold mod den 43-årige mand.

Ifølge sigtelsen tildelte de ham adskillige slag og spark på kroppen samt flere slag mod hovedet med en hammer.

Den 43-årige pådrog sig flere skader og kraniebrud.

Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

Begge mænd blev anholdt mandag aften efter en forudgående telefonisk aftale med politiet.

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret, oplyser politiet.

»Den 17-årige er fra Odense og den 20-årige fra Nordfyn. Af hensyn til fremstillingen kan vi ikke komme nærmere ind på relationen lige nu,« skriver Anne Tiedemann, kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi, i en mail.