Fortsæt til indhold

Person dræbt i tragisk ulykke – er endnu ikke identificeret

Tirsdag aften blev togdrift på strækning ved Hedensted Station indstillet i tre timer efter en personpåkørsel.

Krimi
/ritzau/

Politi og øvrige myndigheder var tirsdag aften til stede ved Hedensted Station i forbindelse med en personpåkørsel.

Onsdag oplyser vagtchefen, at personen er afgået ved døden, og at det ikke mistænkes, at der ligger en kriminel handling bag.

Al togdrift blev tirsdag aften indstillet på strækningen omkring Hedensted Station, efter at Sydøstjyllands Politi klokken 22.58 meddelte, at der var sket en personpåkørsel.

DSB skrev klokken 23.00 på sin hjemmeside, at togdriften mellem Fredericia og Aarhus H var indstillet, og at der blev arbejdet på at skaffe togbusser.

Senere natten til onsdag blev trafikken genoptaget.

»Togtrafikken kører igen fra og til Hedensted Station. Politi og øvrige myndigheder er færdige med arbejdet på stedet,« skrev Sydøstjyllands Politi klokken 02.14.

Foto: Presse-fotos.dk

Hedensted ligger i det sydøstlige Jylland mellem Vejle og Horsens.

Ifølge Fredericia Dagblad er den dræbte person endnu ikke identificeret.

Personer med oplysninger i sagen bedes kontakte Sydøstjyllands Politi på telefonnummer 114.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 22.30.