Promillen var skyhøj, så politiet tog varevognen
Intet mindre end fire sigtelser endte en 31-årig mand med.
En 31-årig mand måtte onsdag aften vinke farvel til sin varebil, da han blev standset af politiet med en alt for høj promille i blodet.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Den 31-årige mand kom kort før klokken 21.25 kørende på Mariagervej i det nordvestlige Randers. Hans kørsel var bekymrende, og derfor standsede betjentene ham.
Han blev efterfølgende blev målt til at køre bil med en promille på mere end 2,00.
Den høje promille resulterede i, at betjentene beslaglagde den varebil, som den 31-årige mand var kommet kørende i, jævnfør bestemmelserne om vanvidskørsel.
Foruden spirituskørsel blev den 31-årige mand også sigtet for at køre bil i frakendelsestiden, for ikke at efterkomme politiets anvisninger samt for at køre over for rødt lys.