Borgertip førte til tre anholdelser og fund af flere våben
Betjente kunne gå fra privat adresse med våben, stoffer og penge.
En 54-årig mand fra Grenaa er blevet anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg og for overtrædelse af våbenloven.
Det fremgår af en døgnrapport fra Østjyllands Politi.
Den 54-årige mand fik tirsdag 12. maj omkring klokken 9.30 et ”hjemmebesøg” af betjente efter et tip om, at der var narko på hans bopæl.
Under en ransagning på stedet fandt de fremmødte betjente flere salgsposer med kokain og hash, nogle digitalvægte, en totenschlæger og en del tusinde kroner i kontanter.
Både totenschlæger, stoffer og penge blev beslaglagt.
Ud over den 54-årige traf betjentene også en 27-årig mand, der netop havde købt stoffer, og som havde en mindre mængde hash og to dolke i lommerne. Han blev sigtet for besiddelse af narko og overtrædelse af knivloven.
En 25-årig mand, som også var til stede i lejligheden, havde en mindre mængde kokain på sig og blev også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.