Politijagt: Forsøgte at spærre vejen – men motorcyklist fortsatte
Motorcyklist uden kørekort stak af fra knallertkontrol, undgik vejspærring og blev først standset tæt ved lufthavnen.
Politiet standsede mandag aften en motorcyklist efter en længere eftersættelse i Ebeltoft-området. Det oplyser Østjyllands Politi.
Motorcyklisten undveg først politiets forsøg på at standse ham under en knallertkontrol i Ebeltoft.
En patrulje forsøgte efterfølgende at blokere vejen mellem Feldballe og Tåstrup, men motorcyklisten fortsatte i høj fart.
Politiet fik standset motorcyklen på Ny Lufthavnsvej tæt ved lufthavnen. Motorcyklen blev derefter transporteret væk af politiet i en trailer.
Ifølge Østjyllands Politi var der tale om en 26-årig mand, som klokken 19.15 på Vibæk Strandvej ulovligt overhalede venstre om et helleanlæg. Politiet oplyser, at den 26-årige havde mistet kørekortet og allerede havde flere forhold på samvittigheden.
Den 26-årige står nu over for flere sigtelser, oplyser Østjyllands Politi.