To unge mænd og en dreng fængslet for drabsforsøg i Aarhus
I sag om knivoverfald i Bispehaven i Aarhus er tre unge blevet varetægtsfængslet frem til 18. juni.
I en sag om drabsforsøg er to unge mænd og en dreng torsdag 21. maj blevet varetægtsfængslet frem til 18. juni.
Det sker, efter at de blev fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus.
De to unge mænd er henholdsvis 19 og 20 år. Drengen er 17 år. De tre er sigtet for forsøg på manddrab i forbindelse med et knivstikkeri i Bispehaven i Aarhus V natten til lørdag 16. maj. Her blev to mænd på henholdsvis 22 og 25 år stukket med kniv.
Ifølge sigtelsen smadrede de tre unge ruden i en bil, hvor et offer sad, hvorefter de slog ham i hovedet, har stiften.dk rapporteret fra retsmødet.
Derefter stak de ham med en kniv i venstre side, der punkterede hans venstre lunge. Stikket var 15 centimeter dybt, har lokalmediet oplyst om sigtelsen.
Alle tre nægter sig skyldige.
De blev anholdt i Høgild ved Herning i forbindelse med en intens efterforskning af et opgør mellem to kriminelle grupper i Herning og Ikast.