Tidligere LTF-medlem får syv års fængsel: Skød løs med AK-47 på åben gade
Nu er to mænd blevet dømt i sag om skud med automatriffel mod Hells Angels' tilholdssted.
En serie skud mod Hells Angels’ daværende klubhus i Randers har fredag ført til en dom på fængsel i syv år.
En 28-årig mand, der tidligere har været med i banden Loyal To Familia, har tilstået i et retsmøde, skriver dr.dk.
Nikolaj Højby Andersen erkendte overfor en dommer, at han havde transporteret og derefter affyret en AK 47-riffel.
Med tilståelsen har han opnået en lavere straf. Ellers stod han til cirka ti år, skriver dr.dk.
Tidligere er en anden mand blevet dømt i sagen, og en tredje venter på at komme for retten.
Skuddene bragede en sen aften i januar sidste år på Rådmands Boulevard. Ingen var dog til stede i ejendommen.
Kort efter kunne politiet foretage de første anholdelser.
Om fredagens afgørelse fortæller Østjyllands Politi i en pressemeddelelse, at det var en skærpende omstændighed, at skyderiet skete i det offentlige rum, og at det kunne fremkalde en konflikt mellem kriminelle grupper.