Fortsæt til indhold

Ægtepar hørte et højt brag fra overetagen, og så gik strømmen, og det begyndte at brænde

Lyn slog ned i hus i Hadsten.

Krimi

Et ægtepar befandt sig hjemme i deres hus i Hadsten, da de torsdag kl. 18.35 hørte et højt brag fra overetagen. Derefter gik strømmen, og det var begyndt at brænde på overetagen.

Det oplyste den 64-årige kvindelige beboer, som ringede og anmeldte branden, der ifølge hende var opstået som følge af et lynnedslag i huset. Anmelderen oplyste desuden, at alle personer var ude af huset.

Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

En patrulje fra politiet ankom til branden på samme tid som brandvæsnet og konstaterede kraftig røgudvikling fra husets tagryg, men ingen flammer.

Et vidne forklarede, at han havde set et lyn slå ned ved huset, og da brandvæsnet ikke fandt noget mistænkeligt i forbindelse med branden, forlod patruljen stedet, mens brandvæsnet fortsatte slukningsarbejdet.

Beredskab og Sikkerhed har til TV2 Østjylland oplyst, at man rykkede ud til branden med mandskab og biler fra Hinnerup og Hadsten, to indsatsledere og en sprøjte fra Randers.

Det tog omkring fire timer at slukke branden, og brandvæsnet måtte lave hul i taget for at slukke ilden. Stueetagen og tagkonstruktionen på første sal er brændt, og huset har fået en del vandskader.

»Heldigvis er det lykkedes os at redde en masse af familiens værdier i samarbejde med skadeservice,« siger operationschef Anders Fonnesbæk til den regionale tv-station.