Fortsæt til indhold

Northside åbnede roligt i Aarhus – men 16-årig blev anholdt

Østjyllands Politi havde en stille første festivaldag i Eskelunden, hvor tre personer blev anholdt og fem sigtet – blandt andet for narkobesiddelse og uro ved indgangen.

Krimi
ed

Første dag på musikfestivalen Northside i Eskelunden i Aarhus forløb overordnet roligt, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Politiets specialpatrulje var til stede på festivalpladsen og sigtede i løbet af aftenen fem personer for besiddelse af narko.

Derudover blev tre personer anholdt. En 27-årig mand blev taget med narko ved indgangen, da vagter fandt stoffer på ham og tilkaldte politiet.

En 30-årig mand blev anholdt efter en uoverensstemmelse med andre gæster foran en bar.

En 16-årig dreng blev også anholdt og sigtet for besiddelse af narko, husfredskrænkelse og for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde. Han blev standset, efter at politiet observerede ham og en anden ung mand uden armbånd på festivalpladsen. Under kontakten med betjentene forsøgte han at løbe fra stedet og gjorde modstand ved anholdelsen.

Østjyllands Politi betegner samlet set aftenen som rolig og med et godt samarbejde med festivalens vagter.

Politiet opfordrer samtidig festivalgæster til at planlægge hjemtransport og advarer mod pirattaxaer, hvor der tidligere er set tilfælde af tyveri, misbrug af betalingskort og i enkelte tilfælde trusler.