Brand i bygning i Aarhus: Tog flere timer at slukke
Tidlig morgen rykkede brandvæsnet ud til Balticagade, hvor røg fra trappetårn førte til flere timers slukningsarbejde
Tidligt torsdag morgen kl. 05.42 rykkede politiet ud til Balticagade i Aarhus efter en anmeldelse om brand i en bygning.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Ved ankomst var både flere brandkøretøjer, en ambulance og en lægebil allerede til stede. Patruljen kunne konstatere røgudvikling fra en skorsten øverst i et trappetårn samt røg fra et vindue i bunden af samme trappetårn. Der blev også observeret røg fra en dør i stueplan.
Brandvæsnet arbejdede på stedet i flere timer og fik efterfølgende slukket branden, som ikke nåede at sprede sig til resten af bygningen.
Ingen personer kom til skade i forbindelse med branden.
En indledende undersøgelse på stedet peger på, at branden kan være opstået i forbindelse med arbejde i bygningen. Politiet oplyser, at der ikke er mistanke om, at der er sket noget kriminelt i sagen.