Cyklist i kritisk tilstand efter ulykke i Grenaa
En 83-årig mand er indlagt i kritisk tilstand, efter han fredag var involveret i en ulykke, hvor han kørte sammen med en mand på el-løbehjul.
En 83-årig mandlig cyklist blev fredag aften indlagt i kritisk tilstand efter et styrt forårsaget af et sammenstød med en 42-årig mand på el-løbehjul.
Det skriver Østjyllands Politi i mandagens døgnrapport.
Det blev anmeldt kl. 18.37 som et alvorligt færdselsuheld på Kattegatvej i Grenaa, hvorefter både politi og ambulance kørte til stedet.
Efter at have tilkaldt hjælp kørte den 42-årige fra stedet, men han blev et par timer senere fundet af politiet. Han virkede påvirket, og han er foreløbigt sigtet for sprit- og narkokørsel på løbehjul, og hans rolle i uheldet undersøges nu nærmere, skriver politiet i døgnrapporten og oplyser, at manden desuden fik foretaget en blodprøve for at fastslå, hvorvidt han havde narko i blodet, og hvad hans promille var.
Den 83-årige blev bragt til hospitalet, hvor han blev indlagt i kritisk tilstand. Årsagen til uheldet skal nu klarlægges, og Østjyllands Politi ønsker derfor p.t. ikke at oplyse yderligere detaljer.