Bragede ind i skilt og over græsstykke – politiet fandt pænt påvirket mand bag rattet i slukket bil
Flere skader på en bil fik en opmærksom borger til at slå alarm.
Onsdag klokken 12.40 kontaktede en 60-årig kvinde politiet, efter hun havde kørt bag en bil, der slingrede på mærkelig vis.
Bilen havde flere skader, og kvinden så kort efter bilen ramme et skilt og køre ind over et græsstykke, før den fortsatte videre.
Så slog hun alarm, skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
En patrulje kørte hurtigt til området og mødtes med kvinden ved Krekærlundsvej i Malling.
Her kunne hun vise betjentene hen til et lukket vænge, hvor bilen var kørt ind uden at komme ud igen.
Betjentene fandt bilen på en adresse tæt ved. Den var slukket, og bag rattet sad en 60-årig mand, der fremstod meget beruset og talte usammenhængende.
En alkometertest viste, at manden havde en promille over det tilladte.
Den 60-årige blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel.