Fortsæt til indhold

Under politijagt regnede det pludselig med Royal Copenhagen

To mistænkte tyve forsøgte – forgæves – at slippe af med kosterne.

Krimi
jro

En husejer på Delfivej i Hårup nord for Aarhus fik natten til søndag klokken 00.40 en notifikation om, at der befandt sig personer inde i hans hus.

Via sin overvågning kunne han se to ukendte personer, som var i gang med at tildække et kamera inde i boligen.

Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Husejeren slog alarm til politiet, og flere patruljevogne blev sendt mod adressen.

En patruljevogn fik her kontakt til et køretøj, som betjentene forsøgte at standse.

Det var føreren af køretøjet ikke enig i – og satte farten op. Det samme gjorde betjentene, hvilket endte med en kortere eftersættelse.

Undervejs så betjentene flere hvide genstande blive kastet ud af vinduet fra bilens førerside. Genstandene blev knust, da de ramte jorden.

Det blev senere konstateret, at der var tale om Royal Copenhagen-tallerkner.

Kort efter fik politiet standset bilen.

I køretøjet sad to mænd på henholdsvis 23 og 33 år, og i bilen fandt politiet flere ting, som mændene ikke kunne redegøre for.

De to mænd blev anholdt og sigtet for indbrud.

Husejeren bekræftede efterfølgende, at de genstande, der lå i bilen, stammede fra hans hjem.