Mand afgået ved døden efter alvorligt sammenstød
En 62-årig mand fra Randers er død af sine kvæstelser, efter han torsdag var involveret i et sammenstød med en bilist.
En 62-årig mand fra Randers er død som følge af den ulykke, der fandt sted torsdag på Hobrovej i Randers.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Det var torsdag kl. 17.48, at politiet modtog en anmeldelse om et færdselsuheld på Hobrovej i Randers, hvor en bilist og motorcyklist var involveret i et alvorligt sammenstød.
Og da den første patrulje ankom til stedet, var en ambulance fremme, og ambulanceredderne behandlede en 62-årige motorcyklist fra Randers, som var alvorligt tilskadekommen.
Vejen blev afspærret, og politiet foretog undersøgelser på uheldsstedet og afhørte flere vidner samt den 65-årige mandlige bilist, der var involveret i uheldet. En bilinspektør blev desuden tilkaldt til at bistå med yderligere tekniske undersøgelser.
Den 62-årige motorcyklist blev efterfølgende kørt med eskorte til hospitalet, men hans liv stod desværre ikke til at redde, og han blev senere erklæret død som følge af ulykken.
De pårørende er underrettet.
Årsagen til uheldet skal nu klarlægges, og Østjyllands Politi skriver, at man derfor ikke kan oplyse yderligere detaljer om sagen på nuværende tidspunkt.
Afspærringerne på uheldsstedet blev ophævet torsdag aften omkring kl. 21.40.