Fortsæt til indhold

Mindreårig pige fortæller, at mand tog kontakt til hende på gebrokkent engelsk

»Det har for nuværende ikke været muligt at identificere den pågældende person og høre hans forklaring,« lyder det fra politiet.

Krimi
csj

Østjyllands Politi modtog torsdag 18. juni om eftermiddagen en anmeldelse om, at en mindreårig pige var blevet kontaktet af en ukendt person, da hun havde været på vej hjem fra skole.

Det oplyser politiet i døgnrapporten.

Ifølge anmeldelsen havde episoden fundet sted kort før kl. 13.50 på Fortebakken i Risskov, hvor pigen først var kommet cyklende og efterfølgende gående med sin cykel, da en mand i en bil havde sænket farten og talt til hende på gebrokkent engelsk gennem vinduet på bilen.

Ifølge pigens forklaring havde manden blandt andet nævnt ordet ’ticket’, dog uden at uddybe dette nærmere.

Der har ifølge anmeldelsen ikke været nogen form for fysisk kontakt mellem personerne.

Østjyllands Politi har indhentet videoovervågning og foretaget afhøringer i sagen, men det er endnu uklart for politiet, hvad mandens formål med kontakten til pigen måtte have været.

Det har for nuværende ikke været muligt at identificere den pågældende person og høre hans forklaring.

Politiet har for nuværende ikke fået øvrige henvendelser om lignende episoder, men hvis man måtte have oplevet noget med relevans for poltiet, bedes man ringe på telefonnummer 114.

Se video: