Fortsæt til indhold

Asbestaffald har ligget i grusgrav i næsten et år: »Det er ubegribeligt«

Asbestplader og hvidevarer flyder frit i Grusgraven mellem Thorsager og Mørke.

Krimi
TNL

I snart et år har affald, herunder bølgeplader med asbest og en vaskemaskine, ligget efterladt på et område kendt som Grusgraven mellem Thorsager og Mørke.

En borger, hvis navn er redaktionen bekendt, der ofte kører forbi området, har kontaktet Din Avis og udtrykker frustration over situationen.

»Det er ubegribeligt, at affaldet bare får lov at ligge her så længe,« siger borgeren til Din Avis.

Borgeren fortæller, at affaldet har ligget på stedet i næsten et år, uden at nogen har fjernet det. Han undrer sig over, hvem der har ansvaret for at rydde op, og hvorfor der ikke er sket noget.

Grundejeren som udgangspunkt

Når det gælder asbestholdigt affald, er reglerne klare.

Syddjurs Kommune oplyser på sin hjemmeside, at det er grundejeren, der har det juridiske ansvar for oprydning og korrekt bortskaffelse, hvis asbestplader er henkastet på et areal.

Hvis det ikke lykkes at finde den person, der har smidt affaldet, hæfter grundejeren selv for udgifterne til oprydning.

Er affaldet smidt på privat grund, har grundejeren pligt til at fjerne det sundhedsskadelige affald og bortskaffe det efter gældende regler.

Er der tale om offentlig grund, skal man kontakte Syddjurs Kommune og anmelde det henkastede affald, så kommunen kan tage affaldet og eventuelt forsøge at finde frem til den ansvarlige.

Syddjurs Kommune opfordrer borgere til at anmelde henkastet affald, så det kan blive håndteret korrekt.

500 mio. kronerr årligt

Ifølge Miljøstyrelsen er det vanskeligt at opgøre den præcise mængde affald, der årligt smides i naturen, kan man læse på Styrelsens hjemmeside.

Vejdirektoratet indsamler hvert år omkring 700 tons affald langs statsvejene, og det anslås, at kommunerne samlet bruger cirka 500 millioner kroner på oprydning af henkastet affald om året.

Din Avis Syddjurs har fremsendt artiklen til Syddjurs Kommune for at få en kommentar.

Se video: