Fortsæt til indhold

Faldt i søvn med 140 km/t - vågnede meget brat

23-årig mand sigtet for spiritus- og narkokørsel efter solouheld.

Krimi

En 23-årig mand fra Billund Kommune er sigtet for både spiritus- og narkokørsel, efter at han tidligt søndag morgen 21. juni kørte galt på Østjyske Motorvej ved Horsensvej i Skanderborg Kommune.

Det oplyser politikommissær hos Sydøstjyllands Politi Nicolaj Rasmussen.

»Manden kører 130-140 km/t og falder kortvarigt i søvn under kørslen. Han vågner brat, da han kører ind i et autoværn,« siger Nicolaj Rasmussen.

Manden kører, oplyser Nicolaj Rasmussen, selv ind til siden efter uheldet.

Personen der anmelder uheldet til politiet, holder opsyn med manden, indtil betjente fra Sydøstjyllands Politi ankommer til stedet. Ifølge anmelderen virker den 23-årige mand påvirket.

Da politiet ankommer, bliver den 23-årige taget med til stationen for at få taget en blodprøve.

Der er ingen meldinger om tilskadekomne i forbindelse med uheldet.

Svaret på blodprøven er endnu ukendt.

Hændelsen blev anmeldt til politiet omkring klokken 06.30 søndag morgen.