Fortsæt til indhold

Rumænsk mand idømt fængsel og udvisning for i alt 58 indbrud og indbrudsforsøg i hele Jylland

Sagen har krævet en stor og koordineret politiindsats på tværs af flere politikredse.

Krimi
ceb

En 50-årig rumænsk mand blev mandag 22. juni ved Retten i Sønderborg idømt tre års fængsel og udvisning for bestandig for i alt 58 tilfælde af indbrud og forsøg på indbrud, alt sammen af særlig grov beskaffenhed.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

De mange indbrud og indbrudsforsøg fandt sted i lejligheder i perioden fra oktober 2024 til august 2025 i Aalborg, Hobro, Brønderslev, Hjørring, Aars, Hirtshals, Holstebro, Randers, Hadsund, Aarhus, Brande, Kolding, Sønderborg, Aabenraa og Thisted.

Ved indbruddene blev der primært stjålet elektronik, kontanter og smykker.

Har krævet stor politiindsats

Da der har været tale om omfattende indbrud udført af en kriminel, der er rejst ind i Danmark for at begå kriminalitet, har sagen været efterforsket af Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) i Padborg.

På baggrund af grundig efterforskning og analysearbejde i udlændingekontrolafdelingen lykkedes det at få gerningsmanden anholdt 13. august 2025 i Thisted. Han blev efterfølgende varetægtsfængslet.

Den 50-årige har under retssagen nægtet sig skyldig, men han modtog dommen, og han sidder nu fortsat varetægtsfængslet, indtil han skal begynde sin afsoning.

»Der er tale om en stor sag med rigtig mange forhold om indbrud, som er gået ud over rigtig mange borgere i hele Jylland. Det har krævet en stor indsats fra politiets side at efterforske så mange forhold fordelt over flere politikredse,« siger anklager Helena Ladekjær Nielsen fra Anklagemyndigheden i Syd- og Sønderjylland i pressemeddelelsen og fortsætter:

»Jeg er tilfreds med, at der nu er afsagt dom i sagen, og at retten i vidt omfang har fundet tiltalte skyldig.«

Se video: