Mand kørt på hospitalet i kritisk tilstand efter kryds-kollision
Ifølge Østjyllands Politi var der flere vidner, der overværede ulykken og den 38-årig mands styrt.
En 38-årig mandlig motorcyklist var sent tirsdag aften involveret i et uheld, da han på Hovedvejen i Hasselager påkørte et skilt i et lyskryds og væltede.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Politiet modtog anmeldelsen om episoden kl. 22.52, og politi og ambulance blev sendt til stedet, mens også brandvæsenet blev tilkaldt for at hjælpe med oprydningsarbejdet.
Den 38-årige mand blev ved myndighedernes ankomst til uheldsstedet truffet med flere synlige og alvorlige skader, og han blev derfor straks kørt til hospitalet i kritisk tilstand. Han blev senere meldt uden for livsfare, oplyser Østjyllands Politi.
En bilinspektør blev tilkaldt med henblik på at få klarlagt det forudgående forløb op til uheldet, mens den 38-årige mand fik udtaget en blodprøve for at få klarlagt, hvorvidt han havde kørt i sprit- og/eller narkopåvirket tilstand.
Ifølge politiet overværede flere vidner episoden, og de kan ved behov for yderligere professionel hjælp kontakte Offerrådgivningen på telefonnummer 116 006.
»Det er gratis og uforpligtende, og det er muligt at være anonym, hvis man ønsker det,« skriver politiet.