Fortsæt til indhold

Kvinde stukket ned i butik – 20-årig sigtes for forsøg på manddrab

Manden fremstilles torsdag i grundlovsforhør.

Krimi
jro

Onsdag eftermiddag blev en 79-årig kvinde stukket ned i en butik i Ebeltoft.

Torsdag fremstilles en 20-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Randers – sigtet for forsøg på manddrab.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Episoden skete cirka klokken 15.25 i en butik i Ebeltoft.

Kvinden pådrog sig flere snit – og stiksår, blandt andet i halsen, men er ikke i kritisk tilstand.

Manden stak af, men blev efter god hjælp fra nogle borgere kort efter anholdt af en patrulje tæt på gerningsstedet. Den sigtede og offeret kender umiddelbart ikke hinanden på nogen måde.

»Da hændelsen kan have skabt en del utryghed, vil et par lokalbetjente torsdag mellem kl. 13.00-16.00 være tilstede i området, hvor episoden fandt sted. Her er man velkommen til at kontakte dem,« skriver politiet i dagens døgnrapport.

Anklageren vil anmode om lukkede døre – derfor har politiet på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger i sagen.