52-årig skal flere år i fængsel for frihedsberøvelse, afpresning og grov vold
Manden nægter sig skyldig.
En 52-årig mand er ved Retten i Aarhus blevet idømt fire år og seks måneders fængsel for flere alvorlige forbrydelser, herunder langvarig frihedsberøvelse, afpresning af særlig grov beskaffenhed og grov vold, som han sammen med en pt. ukendt medgerningsmand udsatte en 62-årig mand for.
Offeret blev ifølge anklagen slået flere gange med knyttet hånd og med albuer mod hoved og ansigt.
Det medførte, at han fik en blødning i hjernen og brækkede næsen. Han blev også afpresset for 300.000 kroner.
Det skriver Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Desuden blev den 52-årige mand dømt for endnu et forhold af afpresning af grov beskaffenhed ved systematisk i en periode på 5-6 måneder at have afpresset en 67-årig kvinde for blandt andet et millionbeløb.
Ifølge anklageskriftet hævdede manden over for den 67-årig kvinde, at han havde tilknytning til en bande, og at han ville beskytte hende mod personer fra det kriminelle miljø.
Den dømte udsatte ifølge anklagen kvinden for gentagen vold i form af lussinger. Han truede også med, at han ville slå både hende og hendes datter ihjel, hvis kvinden ikke gjorde, som han befalede.
Den 52-årige afviste beskyldningerne om vold og udnyttelse af kvinden.
Han hævdede under retssagen, at kvinden bad om hjælp til at få en voldelig ekskæreste til at fraflytte hendes hus.
Men kvinden turde ifølge den tiltalte alligevel ikke bo i huset, da hun frygtede for sit liv.
Hun afgav derfor frivilligt brugsretten til huset, lød mandens forklaring.
Den 52-årige mand blev udover fængselsstraffen idømt erstatning på mere end en million kroner.
Han nægter sig skyldig og ankede dommen til landsretten med påstand om frifindelse.
Han blev anholdt i maj sidste år og varetægtsfængslet og skal forblive varetægtsfængslet efter dom.
Et enkelt forhold i anklageskriftet er den 52-årige dog frifundet for, oplyser Østjyllands Politi. Det drejede sig om, at han skulle have udsat kvinden for psykisk vold, skriver Ritzau.