Affyrede maskinpistol og begik voldtægt: 32-årig idømt ni års fængsel
»Selvom skuddene ikke var rettet mod nogen personer, så er det særdeles farligt og skærpende, når man affyrer et automatvåben på et offentligt område,« siger senioranklager.
En 32-årig mand er ved Retten i Randers blevet idømt ni års fængsel for flere meget alvorlige forhold, herunder besiddelse af narko med henblik på videresalg, voldtægt og affyring af en maskinpistol i det offentlige rum.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Sagen begyndte i juni 2025, da Østjyllands Politi modtog en anmeldelse om blandt andet voldtægt, hvorefter den 32-årige mand blev anholdt og sigtet i sagen. Dagen efter blev han fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet, mens efterforskningen af forholdene fortsatte. I forbindelse med sin anholdelse blev den 32-årige mand også sigtet for ved flere lejligheder at have besiddet, transporteret og ikke mindst affyret en skarpladt maskinpistol i et skovområde ved Auning.
De forhold fandt retten altså også bevist.
»Selvom skuddene ikke var rettet mod nogen personer, så er det særdeles farligt og skærpende, når man affyrer et automatvåben på et offentligt område,« siger senioranklager Rosa Pape.
Dømt for voldtægt
Ud over affyringen af skuddene blev den 32-årige dømt for at have fastholdt og voldtaget en 23-årig kvindelig bekendt på en adresse i Allingåbro.
»Det kræver mod at gå til myndighederne, når man har kendskab til ganske alvorlig kriminalitet, og når man kender de involverede,« siger Rosa Pape, senioranklager ved Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.
Den 32-årige var også tiltalt for et andet forhold af voldtægt mod den samme kvinde – men det blev han frikendt for.
Opbevarede flere tusinde receptpligtige piller
Foruden voldtægten og affyringen af automatvåben blev den 32-årige også dømt for besiddelse af knap 100 gram kokain med henblik på videresalg.
Han blev desuden dømt for på en adresse i Allingåbro at have været i besiddelse af flere tusinde receptpligtige piller, herunder en del opioider, som blev fundet under en ransagning på stedet i forbindelse med politiets efterforskning.
»Jeg er tilfreds med dommen, som sender et ret klart signal om, at det har en stor konsekvens, når man begår så voldsomme kriminelle forhold. Jeg skal dog nærlæse nævningetingets begrundelse for at frifinde i det ene forhold af voldtægt,« siger Rosa Pape.
Den 32-årig ankede på stedet, med påstand om frifindelse for voldtægt og formildelse af straffen.
læser