To unge mænd overfaldt 22-årig på rutebilstation
Mændene er i forbindelse med episoden også blevet sigtet for vidnetrusler.
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller onsdag 1. juli klokken 12 to mænd på 20 og 21 år i grundlovsforhør ved Retten i Randers.
Det oplyser anklagemyndigheden i en pressemeddelelse.
De to mænd er sigtet for trusler på livet og grov vold mod en 22-årig mand.
Episoden skal være sket på rutebilstationen i Ørsted lørdag 27. juni klokken 00.55.
Mændene er yderligere sigtet for vidnetrusler i forbindelse med hændelsen.
Ifølge pressemeddelelsen er det forudgående uoverensstemmelser, der skulle være skyld i overfaldet.
Af sigtelsen fremgår det, at den ene af de to sigtede mænd jagtede den 22-årige til fods, imens den anden jagtede ham i bil og påkørte ham med høj fart.
Herefter skulle manden, som jagtede den 22-årige til fods, have sparket ham. Overfaldet blev angiveligt overværet af flere vidner, som de to mænd også efterfølgende truede, hvorfor de også er sigtet for vidnetrusler.
Anklagemyndigheden oplyser, at de anmoder om lukkede døre, og derfor ikke ønsker at oplyse yderligere om sagen.
læser