Efter 11 indbrud faldt hammeren: Nu skal 33-årig ruske tremmer
Indbrudstyv fik nogle måneders tilståelsesrabat, men han skal stadig se frem til at tilbringe de næste mange måneder bag tremmer.
En 33-årig mand blev tirsdag 30. juni idømt et år og otte måneders fængsel ved Retten i Aarhus for blandt andet 11 indbrud og to indbrudsforsøg begået i en periode mellem december 2020 og april 2026.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Manden blev anholdt 6. april kort før klokken 1, da en patrulje blev opmærksomme på ham på Fuldenvej i Beder. På sig havde han blandt andet et koben, stjålne smykker, forskellige mindre designgenstande og elektronik.
Manden er blevet kædet til en lang række indbrud, tyverier og andre kriminelle forhold, som altså resulterede i, at han nu er blev idømt et år og otte måneders ubetinget fængsel for blandt andet 11 indbrud og to indbrudsforsøg begået primært i kælderrum og villaer i Aarhus og omegn.
»Der er tale om en mand, som over en længere periode har begået adskillige indbrud. Jeg er derfor tilfreds med, at efterforskningen af sagerne har ført til, at gerningspersonen blev identificeret, og at han tilstod i langt de fleste indbrud og indbrudsforsøg, som vi har rejst tiltale for, og at han er blevet idømt en længere ubetinget fængselsstraf,« siger anklagefuldmægtig Matilde Edith Madsen fra Anklagemyndigheden i Østjyllands Politi i pressemeddelelsen.
Blev kørt som tilståelsessag
Retssagen blev kørt som en tilståelsessag. Den tiltalte 33-årige mand tilstod de fleste af de forhold, han var tiltalt for og fik derfor en tilståelsesrabat, således at straffen endte på et år og otte måneders fængsel i stedet for to års fængsel.
»Et år og otte måneders ubetinget fængsel er en mærkbar straf, også selv om retten har taget højde for den tiltaltes tilståelse. Dommen sender et klart signal om, at domstolene ser med stor alvor på gentagne indbrud,« siger anklagerfuldmægtig Matilde Edith Madsen og fortsætter:
»En stor del af indbruddene blev begået i kælderrum i Aarhus, hvor de mange indbrud har skabt utryghed for nogle borgere. Derfor er vi tilfredse med, at sagen nu er afsluttet med en dom, som betyder, at den dømte ikke kan begå nye indbrud, mens han afsoner sin straf.«
læser
lige nu