Fortsæt til indhold

Aggresiv rumænsk mand begik vold i supermarked: Brugte energidrik og parfume som våben

Han er dog løsladt igen.

Krimi
jro

Mandag aften udviklede en episode i et supermarked på Jernbanegade i det centrale Randers sig voldeligt, da en mand angiveligt gik til angreb på personalet.

Østjyllands Politi modtog anmeldelsen klokken 20.20 og sendte straks to patruljer til stedet.

Ifølge anmeldelsen havde manden begået tyveri, vold og hærværk. Han skulle desuden være ankommet i et stjålet køretøj, som han var på vej tilbage mod, da politiet nåede frem få minutter senere.

Manden fortsatte med at optræde truende over for betjentene. Han blev derfor anholdt med den nødvendige magt og lagt i håndjern.

Politiet identificerede ham som en 26-årig rumænsk statsborger med bopæl i det centrale Randers.

Han blev sigtet for to tilfælde af grov vold. Ifølge politiet havde han kastet en energidrik i maven på en kassemedarbejder og ramt en anden ansat i ryggen med en parfume.

Den 26-årige blev også sigtet for hærværk og for at have stjålet cigaretter fra supermarkedet.

Køretøjet, som han angiveligt var kommet til stedet i, var tidligere samme dag blevet meldt stjålet fra en adresse i det centrale Randers. Bilens ejer blev orienteret, mens manden blev sigtet for brugstyveri.

Efter anholdelsen blev han kørt til politistationen og afhørt. Han blev senere på natten løsladt.

Se video: