Hestetrailer revet løs i ulykke på motorvej ved Hinnerup
Søndag eftermiddag skete en ulykke på motorvejen, der fik konsekvenser for en del bilister.
En hestetrailer blev søndag revet fri af anhængertrækket efter et sammenstød på Nordjyske Motorvej ved Hinnerup.
Østjyllands Politi modtog anmeldelsen om færdselsuheldet klokken 12.23. En personbil havde angiveligt ramt hestetraileren bagfra, hvorefter traileren hoppede af anhængertrækket, står der i døgnrapporten.
Bilen fortsatte ind i autoværnet og endte efterfølgende i venstre spor, hvor den spærrede for trafikken.
Politi, brandvæsen og ambulance blev straks sendt til stedet.
Kort efter ulykken opstod der betydelig kø i motorvejens nordgående retning.
Ingen personer kom umiddelbart alvorligt til skade, men en af de involverede blev dog kørt til hospitalet for at blive undersøgt.
Hesten i traileren kom angiveligt heller ikke til skade, men måtte transporteres videre i en anden hestetrailer.
»Den er uskadt, men urolig,« skrev politiet søndag klokken 13.11.
Efter omkring en time blev den ene vognbane genåbnet.
Begge spor kunne først benyttes igen en time senere, da myndighederne afsluttede arbejdet og forlod stedet omkring klokken 14.30.
En 65-årig mandlig bilist fra Mariager blev sigtet i sagen.
læser
lige nu