Fortsæt til indhold

Politiet standsede mistænkeligt køretøj og fandt kokain i underbukser og tusindvis af kroner

Der blev fundet flere stoffer og piller hos passagerne i en bil, der mandag blev standset i Tilst.

Krimi
jro

En køretur i Tilst endte mandag aften med sigtelser for både narkobesiddelse og salg af narko.

Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

En patrulje bemærkede klokken 20.50 et mistænkeligt køretøj og besluttede at standse det for at foretage en kontrol. Derfor blev føreren bedt om at køre ind på en parkeringsplads på Blomstervej.

På grund af mistanke om narkobesiddelse visiterede betjentene personerne i bilen.

En 25-årig mand, der sad på højre bagsæde, blev fundet i besiddelse af en mindre mængde hash. Stoffet var gemt i hans jakkelomme og underbukser.

Han blev sigtet for besiddelse af narko, mens hashen blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.

En anden passager, en 23-årig mand, havde flere tusinde kroner i kontanter i en bæltetaske. Politiet formoder, at pengene stammer fra salg af narko.

Den 23-årige blev desuden fundet med knap 100 receptpligtige piller og nogle få gram kokain, som var gemt i hans underbukser.

Han blev sigtet for salg og forsøg på salg af narko.

Både kontanterne, pillerne og kokainen blev beslaglagt.

Se video: