3 x tilladt hastighed og på flugt fra politiet: Motorcyklist afslørede sig selv med hjelm-kamera
En 26-årig motorcyklist blev afsløret af sit eget hjelmkamera efter en tur med mindst 118 kilometer i timen på Ørneredevej.
En patrulje fra Østjyllands Politi fik øje på den mandlige motorcyklist allerede på Strandvejen, hvor han omkring klokken 21.30 kom kørende i høj fart og derfor blev forsøgt bragt til standsning.
Den 26-årige fortsatte mod syd, mens patruljen fulgte efter nogle hundrede meter bag ham. Kort efter mistede betjentene motorcyklisten af syne, skriver politikredsen i sin døgnrapport.
I nærheden af Ørnereden fandt patruljen imidlertid en parkeret motorcykel, der svarede til den, som politiet netop havde forsøgt at få standset. Ved siden af motorcyklen stod den 26-årige fører.
Manden havde et kamera monteret på sin hjelm, og det havde optaget kørslen. Da han viste optagelserne til betjentene, kunne de se, at motorcyklens speedometer havde vist mindst 118 kilometer i timen.
Den højeste tilladte hastighed på strækningen var 40 kilometer i timen.
Da den 26-årige havde overskredet hastighedsgrænsen med mere end 100 procent, blev kørslen betegnet som vanvidskørsel.
Klokken 22.10 blev manden sigtet for overtrædelse af færdselsloven. Motorcyklen blev samtidig beslaglagt med henblik på senere konfiskation.
Patruljen kørte efterfølgende den 26-årige hjem til hans bopæl i det vestlige Aarhus. Han blev desuden orienteret om, at hans førerret var blevet midlertidigt inddraget.
Politiet efterforsker nu sagen nærmere.
læser
lige nu