Fortsæt til indhold

Vold i nattelivet: 67-årig trampet ned i midtbyen

Videoovervågning hjalp politiet i efterforskning af overfaldet.

Krimi
jro

En 67-årig mand blev natten til fredag udsat for vold ved Lille Torv i det centrale Aarhus.

Østjyllands Politi modtog anmeldelsen klokken 00.46. Ifølge den sparkede gerningsmanden først den 67-årige, hvorefter han kastede ham ned på jorden og trampede på ham.

Herefter løb gerningsmanden fra stedet, skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

Flere patruljer og en ambulance blev sendt til Immervad ved Lille Torv og ved hjælp af videoovervågning fandt politiet kort efter frem til den formodede gerningsmand, som havde forladt området via Åboulevarden.

Den mistænkte, en 31-årig mand fra Tilst, blev indhentet af politiet. Klokken 01.08 blev han anholdt og sigtet for vold. Han blev lagt i håndjern og kørt til politistationen til nærmere afhøring.

Under politiets arbejde blandede en 29-årig mand sig og undlod at følge betjentenes anvisninger. Han fik i første omgang et nattelivspåbud. Da han trods flere opfordringer nægtede at forlade stedet, blev han også anholdt.

Den 67-årige mand fra det centrale Aarhus blev undersøgt i en ambulance og efterfølgende kørt til hospitalet for yderligere undersøgelse og behandling.

Se video: