Teenager lagt i håndjern – rendte rundt med en økse midt om natten
Det blev ikke meget bedre, da betjentene kom hjem til den 18-årige, for her bugnede det af våben.
En betjent gjorde et besynderligt fund på en 18-årig mand natten til tirsdag.
Det fremgår af døgnrapporten fra Østjyllands Politi.
For natten til tirsdag omkring kl. 03.00 var en civil betjent på patrulje i Grenaa midtby, da han ud for Bavnehøjvej blev opmærksom på en mand, han godt ville tale lidt nærmere med.
Betjenten tog derfor kontakt til manden, som var 18 år, og identificerede sig som værende fra politiet.
Under samtalen lagde betjenten dog mærke til, at den 18-årige havde noget i bukselinningen, som han derfor bad ham om at tage frem.
Det viste sig at være en økse, og betjenten bad derfor den 18-årige om at lægge sig ned på maven, hvor han blev lagt i håndjern, mens betjenten tilkaldte assistance fra en kollega, som ventede i nærheden.
Ud over øksen, havde den 18-årige også en ulovlig peberspray i lommen.
Og på den 18-åriges adresse fandt betjentene endnu en peberspray samt en kasse med flere våben, knojern, en strømpistol, mm. Den 18-årige blev anholdt og taget med på politistationen. Han blev siget for flere overtrædelser af våben- og knivloven.