Fortsæt til indhold

16-årig stak af fra politiet, og 18-årig gemte peberspray i underbukserne

Den 16-årige blev hurtigt indhentet af politiet.

Krimi
ceb

Søndag klokken 17.10 kørte en patrulje til Mathildelundsvej i Viby, da politiet havde fået et tip om, at der skulle være en narkohandel i gang.

Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Da patruljen kom frem, stod fem unge mænd – eller drenge – ved siden af en bil, og betjentene tog kontakt til dem. Det fik den ene af drengene til at løbe fra stedet med betjentene i hælene.

Han fortsatte ind gennem nogle boligblokke, men blev på bagsiden af Rosenhøj Vænge indhentet af den ene betjent og lagt i håndjern.

Det viste sig, at der var tale om en 16-årig dreng.

Under flugten havde han smidt en taske fra sig, som viste sig at indeholde en mængde tramadolpiller samt nogle kontanter. Både piller og kontanter blev beslaglagt.

Tilbage på parkeringspladsen blev en 18-årig mand fundet i besiddelse af flere poser kokain, som, vurderede patruljen, var beregnet til salg.

Både den 16- og den 18-årige blev sigtet for besiddelse af narko med henblik på salg og taget med på politistationen.

Den 18-årige viste sig desuden at have både en større mængde kontanter og en peberspray i underbukserne. Begge dele blev beslaglagt, og han blev sigtet for overtrædelse af våbenloven.

Se video: