Fortsæt til indhold

Motorcyklist stak af fra patrulje - kort efter fik politiet et opkald

Manden nægtede at betale for en vare, satte sig på en motorcykel og kørte ind i en person, der var på arbejde i butikken.

Krimi
ceb

Østjyllands Politi fik onsdag 29. juli klokken 16.52 en anmeldelse om et røveri i en forretning på Marsvej i Randers.

En mand havde angiveligt taget en vare og nægtet at betale for den, hvorefter han havde sat sig på en motorcykel, kørt ind i en ansat og derefter kørt fra stedet. Den ansatte kom ikke til skade.

Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Anmelderen gav politiet motorcyklens registreringsnummer, og imens nogle patruljer runderede området, blev motorcyklens ejer kontaktet.

Ejeren havde dog afleveret sin motorcykel til en anden person, som skulle reparere noget på den. Det var derfor ikke ham, der havde begået røveriet i forretningen.

I Lerbjerg, der ligger lige uden for Hadsten, fik patruljen kort tid efter øje på motorcyklisten.

Han fik dog i samme øjeblik øje på patruljen og stak af på motorcyklen, og patruljen mistede ham af syne.

Kort efter indløb et opkald til alarmcentralen om en motorcyklist, der var forulykket på en mark i Lerbjerg og stukket af fra stedet.

En hundepatrulje kørte til Lerbjerg og fandt frem til føreren, der viste sig at være en 20-årig mand.

Han blev anholdt, sigtet for røveri og transporteret til politigården i Aarhus.

Se video: