Politiet fik mistanke til bil - fandt tyvekoster på bagsædet
Politiets øgede fokus på indbrud førte til anholdelse af to mænd i Højbjerg.
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstillede fredag 31. juli klokken 12.30 en 25-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for tre forskellige indbrudsforhold.
Det skriver politikredsen i døgnrapporten.
Den 25-årige mand blev anholdt natten til fredag, da han befandt sig i et køretøj, som en politipatrulje spottede på Oddervej i Højbjerg. De ville gerne standse bilen i forbindelse med et aktuelt og øget fokus på indbrud i politikredsen.
Køretøjet svingede herefter ind på Lyseng Allé, hvor patruljen fulgte efter og fik standset bilen kort efter klokken 4.
I bilen sad to mænd – den 25-årige og en 27-årig – som begge blev gjort bekendt med politiets mistanke om, at de ikke havde et velbegrundet ærinde i området.
På bagsædet kunne patruljen se, at der lå flere tasker og tøjgenstande samt et koben, hvorfor indbrudsmistanken straks blev bestyrket. Begge mænd blev derfor anholdt og sigtet for indbrud.
Under en efterfølgende ransagning af køretøjet fandt betjentene flere remedier til brug ved indbrud i form af værktøj og handsker, som blev beslaglagt.
Der blev derudover fundet en pose med smykker og flere værdifulde tøjgenstande og tasker, som formodes at stamme fra indbrud. Genstandene blev beslaglagt med henblik på senere genudlevering til rette ejermand.
Efter endt afhøring til sagen blev den 27-årige mand, der er bosiddende i Brabrand, løsladt, mens den 25-årige, der er bosiddende i Højbjerg, vil blive fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.
Den 25-årige mand er foruden episoden fra natten til fredag også sigtet for to øvrige forhold om indbrud, der er begået tidligere på året.
Ved grundlovsforhøret blev den 25-årige varetægtsfængslet i fire uger frem til fredag 28. august. Han blev varetægtsfængslet i surrogat på psykiatrisk afdeling, oplyser Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.
læser
lige nu