Før stort arrangement har politiet et klart budskab: Drop pirattaxaen
Efter flere anmeldelser om tyveri og bedrageri får politiet til at komme med advarsel.
En af Silkeborgs helt store fester står for døren, når Silkeborg Ildfest Regatta løber af stablen 13. til 15. august. Går det, som det plejer, vil flere hundrede tusinde mennesker tage del i festlighederne i Silkeborg henover weekenden.
På baggrund af erfaringer fra lignende arrangementer de seneste år kommer politiet med en opfordring til alle deltagere.
Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
»Vi ved, at der hen på natten kan blive trængsel om taxaerne, og vi ved, at det er der gerningsmænd, som udnytter. Efter Hede Rytmer tidligere på året fik vi flere anmeldelser fra borgere, der havde sat sig ind i en pirattaxa, og så var de efterfølgende blevet bestjålet på forskellige måder,« siger fungerende politikommissær Carsten Holm fra lokalpolitiet i Silkeborg i pressemeddelelsen.
Pirattaxa kan koste dig dyrt
Det er ikke alene i Silkeborg, at gerningsmænd i pirattaxaer har udset sig større arrangementer til at finde nye ofre. Også andre steder i politikredsen og i andre politikredse er der borgere, som har fået stjålet penge og andre værdier i en pirattaxa på vej hjem fra byfester og festivaler.
Politiet har modtaget flere anmeldelser fra borgere, som i forbindelse med pirattaxaturen har fået stjålet deres telefon og samtidig afluret deres kode, hvilket resulterer i, at gerningsmændene kan overføre penge, så de forurettede mister store pengebeløb.
Senest har Din Avis kunnet fortælle om en 21-årig mand fra Horsens, hvis tur i en pirattaxa kostede ham næsten 50.000 kroner.
»De kriminelle kan bruge forskellige fremgangsmetoder, men fælles for dem er, at den forurettede har sat sig ind i en pirattaxa for at blive kørt hjem. Så min klare opfordring til alle er at lægge en plan hjemmefra, så man ved, hvordan man kommer hjem. Så ender man ikke med at stå i et svagt øjeblik og tage en chance på en ukendt chauffør. Det kan blive en meget dyr og træls tur hjem fra byen,« siger Carsten Holm og fortsætter:
»Tag en autoriseret taxa hjem, brug offentlig transport eller få lavet en aftale med venner eller familie om at blive hentet. Det er den sikre løsning på også at få en god afslutning på en forhåbentlig hyggelig og festlig aften til Ildfest.«
læser
Teenager stukket ned
lige nu