Fortsæt til indhold

Politiet gør status efter Smukfest: Minds of 99-koncert skal evalueres

Politiet har registreret få lovovertrædelser under Smukfest og melder om en rolig afvikling. Men omtalt koncert skal der kigges nærmere på.

Krimi
ceb

Igen i år kan Sydøstjyllands Politi se tilbage på en Smukfest med ganske få lovovertrædelser.

Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

»Det har været en meget rolig festival, som tyder på en meget ansvarlig og positiv adfærd hos festivalgæsterne. Det er dejligt at se, at så mange mennesker kan feste sammen i en uge uden alt for mange konfrontationer,« siger vicepolitiinspektør ved Sydøstjyllands Politi Finn Ellesgaard i pressemeddelelsen.

Politikredsen takker desuden for det gode samarbejde med Skanderborg Kommune, Østjyllands Brandvæsen, Region Midtjylland, Smukfest og alle andre, der har bidraget til en god afvikling af dette års festival.

Så mange blev sigtet

I forbindelse med festivalen har politiet sigtet en enkelt person for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, en person for fornærmelig tiltale mod politiet og en for at have lagt hindringer i vejen for politiets arbejde.

Politiet har modtaget otte anmeldelser om vold i forbindelse med festivalen. Anmeldelserne arbejdes der videre med.

Derudover har politiet modtaget fire anmeldelser om tyveri, ni anmeldelser om lomme-/tasketyveri og en anmeldelse om blufærdighedskrænkelse. Derudover blev der uddelt to bøder efter restaurationsloven og til 32 personer for besiddelse af euforiserende stoffer.

Fokus på færdsel

På baggrund af erfaringer fra tidligere havde Sydøstjyllands Politi også en større færdselsindsats ved og omkring festivalpladsen og i Skanderborg midtby.

Her blev der skrevet i alt 343 parkeringsafgifter og borttransporteret ni køretøjer, der hovedsageligt holdt parkeret forkert eller var til gene for trafikken i midtbyen.

Derudover kunne færdselsbetjentene også udskrive bøder for diverse færdselslovsovertrædelser, herunder overtrædelser af taxalovgivningen, i forbindelse med færdselsindsatsen.

Minds of 99-koncert skal evalueres

Lørdag aften modtog Sydøstjyllands Politi flere henvendelser om personer, der på grund af de rigtigt mange mennesker til Minds of 99-koncerten på Bøgescenen var kommet i klemme.

Nogle var blevet dårlige, og nogle blev evakueret ind i barområderne af personalet og andre festivaldeltagere.

»Sydøstjyllands Politi vil nu evaluere hændelsen og den generelle afvikling af festivalen i samarbejde med de øvrige myndigheder og efterfølgende med Smukfest. Hvert år foretager vi en grundig evaluering af alle parters indsats og festivalens gennemførelse. Det er en fast skemalagt opgave, som afslutning på festivalen og som forberedelse til næste års Smukfest,« siger vicepolitiinspektøren.

Se video: