Kvinde og mand tiltalt for drab på polsk mand i Harlev
Manden skal være blevet dræbt i februar 2025.
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi har rejst tiltale mod en 42-årig polsk mand og en 31-årig dansk kvinde for i forening i februar 2025 at have slået en 26-årig polsk mand ihjel.
Det skriver Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
De to personer blev anholdt i maj 2025 i forbindelse med politiets omfattende efterforskning af sagen og sidder fortsat varetægtsfængslet.
Foruden drabet på den 26-årige mand er de to personer bl.a. blevet tiltalt for usømmelig omgang med lig, da den 26-årige blev fundet afgået ved døden i en kloak i Harlev J.
Foruden drab og usømmelig omgang med lig er de to personer blandt andet også tiltalt for i forening at have besiddet og transporteret en kniv og et skarpladt skydevåben med tilhørende ammunition, som de ifølge sagens anklageskrift anvendte til at slå den 26-årige ihjel med, inden de placerede liget i en spildevandsbrønd nær Stillingvej i Harlev.
Sagen vil blive ført som en nævningesag over 10 retsdage med opstart den 10. november.
Østjyllands Politi og Anklagemyndighed har for nuværende ikke yderligere kommentarer, slutter meddelelsen.