Ikke set før: Opera mikset med skuespil og chanson rykker ind i en rå hal

Aarhus Den Jyske Opera har i disse corona-tider fundet en helt ny form og skabt en ny slags forestilling, hvor både formen og indholdet er gentænkt. Det bliver på alle måder en anderledes oplevelse, når ekkokammeroperaen, 'I går og i morgen', fylder lagerhallen yderst på Balticagade på Aarhus Havn.

For det første er operaen rykket ud af sit fine Musikhus og ind i en rå lagerhal, hvor scenen får en meget utraditionelt opbygning.

For det andet er koret og orkesteret blevet hjemme, så der bliver plads til stilhed og lyden af fransk chanson.

For det tredje er der mere skuespil og flere replikker end sædvanligt. Og ikke færre end fem kvinder spiller hovedrollen, og de er alle på scenen på en gang.

Et nyt miks

"Vi har flyttet os ud fra elfenbenstårnet og ind i en hal, hvor vi kommer ud af vores komfortzone og deler hovedpersonens ensomhed med publikum," siger Philipp Kochheim, der har skrevet og instrueret den såkaldte ekkokammeropera.

Publikums pladser er bygget op i forskellige højder langs væggene. Derfra kan de se ned i en kvindes hjem, der er bygget op i midten af hallen. Den er udformet præcis som en lejlighed i 1970'erne med et væld af detaljer.

"Publikum skal finde ud af, hvad hendes historie er, ved at se hende udfolde sig i sit hjem, der er filmisk indrettet," uddyber operachefen, Philipp Kochheim.

Tiden har stået stille længe i den unavngivne kvindes hjem. Det samme har hendes liv, efter hun blev forladt af sin mand. Men forlod han hende i sidste uge? For ét år siden? Ti? Tredive? Og hvordan er livet efter det? Virkeligheden begynder efterrhånden at slå sprækker, så lyset kan trænge ind.

Til at formidle den fortælling, fremfører Den Jyske Opera Schumanns gribende sange fra 1800-tallet, der kombineres med fransk filmmusik fra 1970'erne. Desuden bruger operaen stilhed, der ellers ikke er en del af opera.

Fem spiller samme rolle

Den ene kvinde spilles af hele fire sangere fra Den Jyske Opera og en skuespiller, der alle er ens klædt og som hver især spiller den ulykkelige kvinde men på forskellige stadier i det drama, hun gennemgår. Kammeroperaen handler om det ekko, der er i hendes splittede sind.

"Den helt store forskel på denne og vores andre forestillinger er, at publikum er helt tæt på scenen og os. Det er ekstremt intimt. Man kan ikke komme tættere på, vi kan høre hinandens åndedrag," siger operasanger Annette Dahl.

"Der sker hele tiden noget på scenen, og som publikum skal man vælge, hvem af kvinderne, man vil følge," fortsætter hun.

Annette Dahl fortæller, at prøvepublikummet var meget begejstrede og at de strakte hals for at følge med i det hele.

Kvinderne på scenen er i hver deres rum og bevæger sig forbi hinanden, uden at se hinanden. De taler på samme tid og repræsentere hver især den agressive, den introverte, den chokerede og hende, der har fundet fred.

Annette Dahl synes, at det er en utrolig spændende måde at arbejde på. Operasangere står som regel temmelig stille, også når de synger det helt store drama ud, men sådan er det ikke i denne forestilling.

"Her lever vi det ud, og det virker mere naturligt, end når man står stille. Sangen er vores hovedværktøj, men vi bliver inspireret af skuespilleren, der formidler tekst på en anden måde. Det er et meget velykket samarbejde," mener Annette Dahl, der som nyt skal sige mange replikker - på dansk. Hun synger på tysk.

"Vi er vant til at bruger vores stemmer meget storladent sammen med et stort og fuldt orkester, men her er der bare en enkelt pianist. Det er noget helt andet," lover hun.

Corona giver noget andet

Ekkokammeroperaen er udviklet til at overholde coronatidens regler om at holde afstand. Publikum sidder i hver sin boks opbygget i flere etager rundt om scenen, hvor der er direkte udsyn til scenen, mens man sidder afskærmet fra sidemanden.

På den måde er restriktionerne gjort til en del af oplevelsen, fordi publikum placeres alene i hver sin boks, og det kan forstærke følelserne, temaerne og stemningen fra forestillingen.

"Det er interessant at undersøge, hvordan man kan lave analog kunst i en tid, hvor det analoge har været nærmest umuligt. Det er en speciel situation, og vi bruger coronatidens udfordringer aktivt, men lige så vigtigt er det at dele følelsen af ensomhed med publikum ved at forstærke den i de fysiske rammer," mener Philipp Kochheim.