Moesgaard præsenterer særudstilling om Rus-vikingerne
De seneste årtiers åbning af østlandene har givet adgang til ny viden om de vikinger, der drog mod øst og opnåede magt og umådelig rigdom. Kommende særudstilling på Moesgaard følger i Rus-vikingernes fodspor i Østerled.
Moesgaard Museum åbner til januar en ny særudstilling, hvor publikum præsenteres for ny viden om Rus-vikingerne og følger dem på deres rejser og bosættelser i øst.
»Mange af os har et billede af vikingerne, som nogle, der drog mod vest, hærgede og plyndrede og vendte hjem igen. Vikingernes togter mod vest til Normandiet og England er veludforskede og beskrevet. Men deres rejser mod øst over Østersøen og videre ad floderne til Byzans og Det Arabiske Kalifat har vi derimod ikke haft så klart et billede af,« siger direktør for Moesgaard Museum, Mads Kähler Holst.
På Moesgaard har vi længe haft et ønske om at sætte en særudstilling op med en ny vinkel på vikingerne og deres bosættelser og rejser i øst. En udstilling, hvor vi tager udgangspunkt i den nyeste viden og fortæller en anden og for mange overraskende historie om vikingerne.«
Den nye særudstilling vil tage gæsterne med på en scenografisk rejse ind i en epoke på omkring 250 år fra ca. 800-1050, da hele det østeuropæiske kontinent ”opdages” af Rus-vikingerne, som etablerer kolonier i det fremmede.
Vikingerne møder både pelsjægere i det iskolde nord, baltiske og slaviske folkeslag og steppelandets nomader i syd. De rejser til Kalifatet og møder arabiske købmænd og handelsbyer, i Byzans udfordrer de den østromerske kejser, og mange Rus-vikinger får tjeneste i kejserens personlige livgarde. Handlen med Kalifatet og Byzans er væsentlig for vikingernes rejser og bosættelser.
Det er en kamp om magt og rigdom og ikke mindst om arabisk sølv. Hård kontrol over pelshandel i de kolde områder i nord, og ikke mindst handel med slaver, hører også med til vikingernes succes østpå.
Den nye særudstilling ’RUS - Vikinger i øst’ på Moesgaard Museum åbner 19. januar 2022 og vil kunne ses frem til og med 11. september 2022.