Fortsæt til indhold

Aarhus vært ved international konference om hjernevidenskab og musik

Kultur og byliv
sas

Hjerne- og musikforskere fra hele verden samles fysisk eller online i Aarhus 18.-21. juni til en konference om neurovidenskab og musik. Aarhus Universitet og Det Jyske Musikkonservatorium er værter, konferencen afholdes dels online og dels i Musikhuset Aarhus.

På konferencen ’The neurosciences and music’ bliver den allernyeste forskning inden for musikpsykologi og musikneurovidenskab præsenteret af en række af de fremmeste internationale forskere inden for feltet.

Der er tilmeldt op mod 500 deltagere, og blandt oplægsholderne er der forskere fra blandt andet Japan, Indien, New Zealand, USA og Europa. Cirka 70 deltagere er fysisk til stede i Aarhus, resten deltager online.

Gennem en række symposier, workshops og posterpræsentationer bliver deltagerne præsenteret for den sidste nye viden inden for en bred vifte af områder, eksempelvis om samspillet mellem krop og hjerne under musikudøvelse; om problemer med evnen til at synge rent gennem et helt livsforløb; om understøttelse af sund aldring gennem musikudøvelse - og meget mere.

Konferencedeltagerne får opdateret deres viden inden for hele feltet af musik og neurovidenskab, dels får de inspiration til egen forskning eller nye værktøjer til det videre arbejde med eksempelvis brug af musik i behandling af vidt forskellige problematikker.

Unikt samarbejde i Aarhus

Netop Aarhus huser et enestående samarbejde mellem musik og hjernevidenskab. Danmarks Grundforskningsfonds ’Center for Music-in-the-brain (MIB)’ under Aarhus Universitet er etableret som et unikt tværfagligt samarbejde mellem Universitetet og Det Jyske Musikkonservatorium.

Sammen med konservatoriet og Aarhus Kommune er MIB vært for konferencen. Lederen af MIB, professor Peter Vuust, der også er forskningsprofessor ved Det Jyske Musikkonservatorium, bidrager sammen med flere forskere fra MIB med oplæg på konferencen.

Og en række af Det Jyske Musikkonservatoriums undervisere bidrager desuden med posterpræsentationer af deres forsknings- og udviklingsprojekter. Eksempelvis viser professor Kristian Steenstrup gennem sit projekt ’Imagine, Sing, Play!’ hvordan mental træning og brug af sang kan erstatte dele af den fysiske øvning, med samme effekt, ved spil på trompet.

I løbet af konferencen vil musikalske indslag blive leveret af studerende og undervisere fra Det Jyske Musikkonservatorium.