Fortsæt til indhold

Stemningsfuld aften på Glasmuseet med Den Jyske Opera

Glasmuseet bød på opera og picnic i haven.

Kultur og byliv
Anette Bonde

Direktør Rebecca Matthews indledte på dansk, da hun torsdag aften bød velkommen til Glasmuseets operaaften med kunstnere fra Den Jyske Opera. Mange af de cirka 160 tilhørere havde forinden benyttet sig af tilbuddet om en picnickurv fyldt med italienske delikatesser. Den blev enten nydt i Glascaféen eller i solen i museets have, hvor koncerten fandt sted.

»God aften og hjertelig velkommen til Glasmuseet, det dejligste museum i verden, på denne pragtfulde, solrige torsdag aften.«

‘Skål’ hilses der fra gæster, der nød et glas prosecco, som Glasmuseet bød på.

»At forstå vores verden«

Rebecca Matthews slog derefter over i sit modersmål engelsk. Hun var glad for at kunne byde velkommen til en live-oplevelse med kunst, opera og et glas prosecco, som publikum hver især blev budt.

Sopran Ksenia Antonova og tenor Martin Lechleitner i Monteverdis duet ‘Pur ti miro’.

»Det seneste års tid har været udfordrende, ikke mindst for kunst, der bringer os sammen i teatre, operahuse og museer for at drømme lidt. Så det er en stor glæde at kunne opleve udstillinger, kunstværker og forestillinger igen, nøjagtigt som de bør opleves, nemlig personligt og ’live’.«

Hun nævnte, at kunsten i alle dens former åbner vores fantasi og taler til vores sjæl.

»Og formulerer, tror jeg, hvad det betyder at være menneske. Siden mennesker har kunnet, har vi brugt kunst og musik, litteratur og filosofi, historie og sprog til at forstå vores verden. Disse udsagn om menneskelige oplevelser giver os mulighed for at knytte en forbindelse til dem, der var her før os og til vores samtidige. Til hinanden.«

Koncerten samlede cirka 160 tilhørere i den smukke sommeraften.

Rebecca Matthews fortalte også om de ambitioner, der ligger for Glasmuseet: det skal tiltrække et endnu større publikum i alle aldre, synlighed og profil skal være tydeligere, og indtægterne skal øges gennem samarbejde og samskabelse.

»Vores ambitioner vil altid være dybere end vores lommer,« forklarede hun.

Arbejder stadig som 87-årig

Hun fortalte dernæst om museets aktuelle hovedudstilling ’Maestro’ med den verdenskendte italienske glaskunstner Lino Tagliapietra, der blev født på den italienske ø Murano i 1934. Øen har siden det trettende århundrede været epicentret for europæisk glaskunst.

Direktør for Fregatten Jylland Karin Buhl Slæggerup og Kirstine Bille, 2. viceborgmester og formand for FI-udvalget i Syddjurs, var blandt tilhørerne.

Lino Tagliapietra startede som 11-årig med at uddanne sig som glasblæser, og som 21-årig var han blevet maestro indenfor sit fag. Han arbejder stadig i dag, hvor han er blevet 87 år, og anses for at være en af de bedste glasblæsere i verden.

Rebecca Matthews kunne i øvrigt fortælle, at glaskunstner Tobias Møhl, Møhl & Drivsholm Glas i Ebeltoft, har studeret hos Lino Tagliapietra og er internationalt kendt for sine nordiske fortolkninger af italienske filigran-teknikker. Tobias Møhl er med-kurator på Glasmuseets udstilling.

Så det er en stor glæde at kunne opleve udstillinger, kunstværker og forestillinger igen, nøjagtigt som de bør opleves, nemlig personligt og ’live’.
Rebecca Matthews, direktør for Glasmuseet

Musikalske perler

Hun bød dernæst velkommen til Den Jyske Operas musikchef Christopher Lichtenstein, sopran Ksenia Antonova, tenor Martin Lechleitner og pianist Mark Johnston.

Christopher Lichtenstein introducerede de forskellige indslag med musik af Monteverdi, Vivaldi, Puccini, Leoncavallo, Tosti og Verdi. Publikum fik således musikalske perler fra renæssancen, barokken og romantikken.

Scenen var perfekt med glasmuseets smukke bygning som baggrund, en have udsmykket med blomsterbede og glaskunst, et sommerklædt publikum og ovenover det hele sol og blå himmel.

Rebecca Matthews, direktør for Glasmuseet, bød velkommen og udtrykte glæde over at man igen kan mødes om kunst og oplevelser.

Pia Bittner, salgs-, kommunikations- og formidlingschef, fortæller, at man havde været meget spændt på, hvordan vejret ville blive. Og hvis det skulle blive regnvejr, havde man forberedt sig. Så ville publikum have fået udleveret regnslag, og sangerne skulle synge ud ad toldbodens vinduer, dvs den gamle fløj.

”Det havde været helt specielt, men heldigvis fik vi perfekt vejr.”