Fortsæt til indhold

Becker udstiller værker i Vejlby-Risskov

Vejlby-Risskov Kunst- & Kulturforening udstiller værker af billedkunstner Klaus Becker, Silkeborg.

Kultur og byliv
gs

Søndag 29. august klokken 16 er der fernisering af Vejlby-Risskov Kunst- & Kulturforenings udstilling med billedkunstner Klaus Becker fra Silkeborg. Alle er velkomne i Lokalcenter Vejlby.

»Det er en udsøgt fornøjelse for kunstforeningen at kunne vise årets festugeudstilling med den anerkendte billedkunstner Klaus Becker. Han har i en årrække udstillet i ind- og udland på gallerier, museer og på censurerede udstillinger,« fremgår det i en pressemeddelelse fra kunstforeningen, der fortsætter:

»Hans malerier er ofte i form af intense portrætter, som er både ekspressive og indfølende, men han arbejder også med farverige landskabsmotiver fra ind- og udland. Med inspiration fra mange rejser rundt i verden arbejder han også med vandfarver, og det har resulteret i talrige akvareller af mennesker, landskaber og byer.«

Klaus Becker har gennem årene udført en række udsmykningsopgaver - blandt andet hos Café Drewsen og Midtjyllands Avis.

Udstillingen kan ses i Lokalcenter Vejlby, Vikær Toften 6, Risskov, frem til 29. oktober. Lokalcentrets åbningstid er hverdage klokken 8-15.