Sangcafe og generalforsamling i Hejmdals Venner
Syng med operasanger, hør om bedstefarskolen og tag med til generalforsamling.
Foreningen Hejmdals Venner kan nu igen invitere til aktiviteter i den arkitektonisk smukke bygning Hejmdal, der ligger nederst i Peder Sabroes Gade i Aarhus.
De indleder med en sangaften onsdag 8. september 2021 kl. 17.15– 18.55.
Arrangementet er åbent for alle og gratis, men tilmelding er nødvendig. Tilmelding sker via place2book på Facebook.
Sang og bedstefarskole
Professor Emeritus i international politik Hans-Henrik Holm fra Danmarks Medie og Journalisthøjskole og Institut for Statskundskab er inviteret til at vælge og motivere sange fra Højskolesangbogen. Han vil desuden fortælle om sine erfaringer med en bedstefarskole for sine syv børnebørn.
Arrangementet sker i samarbejde med Den Jyske Opera. Operasanger Birgitte Mosegaard Pedersen synger for og hun bliver akkompagneret af pianist Lone Karlsen.
Generalforsamling
Efter sangcafeen er der generalforsamling i foreningen Hejmdals Venner. Generalforsamlingen er for betalende medlemmer.
Huset Hejmdal ejes i dag af Kræftens Bekæmpelse. I dagtimerne bliver det benyttet af patientforeningen til en række forskellige formål for kræftpatienter og deres pårørende. Men patientforeningen har nu solgt Hejmdal til Aarhus Universitet, og flytter sidst i 2021 tættere på det nye Universitetshospital i Skejby. Derfor afprøver frivillige kræfter for tiden, hvordan det specielle og smukke hus i Nørrebrogade måske kan bruges fremover. Foreningen Hejmdals Venner er dannet med dette formål. Sangcafeerne er en af flere aktiviteter, som tilbydes.