Naturens Dag: Lær at skabe flere dyrehjem
Lær at bygge levesteder til havens dyr og planter, når Favrskov Kommune inviterer til Naturens Dag 12. september på sportspladsen i Farre.
En gang om året sætter Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet ekstra fokus på naturen, når den årligt tilbagevendende Naturens Uge ruller sig ud med arrangementer i hele landet.
I Favrskov markeres Naturens Uge med arrangementet Naturens Dag, som i år afholdes 12. september i Farre under temaet ”Naturens vilde dag i Farre”.
Biodiversitet
Som navnet antyder, vil programmet i år være præget af biodiversitetsvenlige aktiviteter for både børn og voksne.
»I år vil vi sammen med deltagerne skabe mere vild natur i Farre og inspirere deltagerne til at arbejde videre derhjemme. Vi vil så vilde blomster, hvor der før var græs, og vi vil invitere frøer og guldsmede til at yngle i et nyt vandhul. Vi taler om fugle i skoven og i haven, og vi bygger redekasser og laver kvashegn, så der bliver flere vilde levesteder til de vilde dyr og planter,« siger Vibe Søndergaard, der er naturvejleder ved Favrskov Kommune og medarrangør af Naturens Dag i en pressemeddelelse.
Dagen vil desuden byde på naturskattejagt, mad over bål og underholdning ved børneteatergruppen Kriblekrable.
Gør-det-selv naturposer
På dagen uddeler Favrskov Kommune 100 biodiversitetsposer, som blandt andet indeholder frøposer til at så vilde blomsterbede, gode råd til at skabe biodiversitet i haven og meget andet.
Det er altså søndag 12. september kl. 10-15. Der vil kunne købes kaffe og kage, men sørg selv for madpakken.