Fortsæt til indhold

Temaaften om usynlig folkesygdom

Osteoporoseforeningen i Aarhus holder temaaften om knogleskørhed, som op mod hver fjerde dansker over 50 år har uden at vide det.

Kultur og byliv

Knogleskørhed er en sygdom, der svækker knoglerne indefra, gør dem porøse og så afkalkede og skøre, at de let kan brække. Ellers har knogleskørhed ingen ydre faresignaler hos dem, der er ramt. Det medvirker, at helt op mod 500.000 har knogleskørhed uden at vide det. Men når første brud opstår, kan sygdommen medføre komplikationer, svækket førlighed og forringet livskvalitet, så tidlig opsporing af sygdommen er vigtig.

Det skriver Osteoporoseforeningen i en pressemeddelelse.

Heldigvis kan knogleskørhed og brud ofte også forebygges. Derfor afholder Osteoporoseforeningens lokalafdeling Aarhus temaaften om sygdommens risikofaktorer samt forebyggelse og behandling på Aarhus Rådhus, Rådhushallen, Rådhuspladsen 2, 8000 Aarhus 20. september kl. 17-18:30.

Ved temaaftenen kan deltagerne se frem til let traktement samt et fagligt oplæg om knogleskørhed ved læge Tanja Sikjær, Aarhus Universitetshospital. Hun vil desuden give et indblik i, hvordan man som almindelig dansker kan hjælpe sig selv og passe på sine knogler, ligesom den pårørendes rolle også vil være i centrum.

Få mere viden

»Det store mørketal for sygdomsramte er fordelt i hele landet. Dermed er lokale temaaftener en oplagt mulighed for at møde danskerne og fortælle om knogleskørhed som den oversete folkesygdom, den er. Jeg håber, at borgerne fra Østjylland vil komme og høre mere om, hvordan de kan passe på knoglerne hele livet,« pointerer landsformand Ulla Knappe.

Programmet for temaaftenen kan findes på knogletest.dk, hvor det også er muligt at sikre sig plads ved at tilmelde sig inden fristen.

På samme hjemmeside kan man også få en indikation på risikoen for at have eller udvikle knogleskørhed.