Fortsæt til indhold

Nyt værk komponeret til Domkirken

Musikalsk samarbejde i Aarhus Domkirke har resulteret i komposition af nyt værk af førende dansk jazzmusiker.

Kultur og byliv

Hvordan fejrer man, at Aarhus Domkirkes orgel, som i 2018-2020 har gennemgået en omfattende restaurering nu er Danmarks største orgel? Med et helt nyt musikstykke naturligvis. Værket ”Cathedralis” er komponeret af Nikolaj Bentzon til formålet.

Uropførelsen af værket ”Cathedralis” er 16. september klokken 19:30 med Prinsens Musikkorps og domorganist Kristian Krogsøe.

Nikolaj Bentzon, der er en af landets førende jazzpianister og i mange år blandt andet har været tæt forbundet med Danmarks Radios Bigband har med ”Cathedralis” skrevet et nyt værk, som udnytter det store klanglige spektrum i Aarhus Domkirkes orgel i samspillet med ensemble og solist. Han bevæger sig i kompositionen genremæssigt elegant mellem inspiration fra kirkemusikkens lange tradition og sin egen jazz-baggrund.