Løb centimeter maraton med Rasmus Klump
Selv de allermindste blive maratonløbere, når Børneulykkesfonden og Rasmus Klump afholder Centimeter Maraton i Byparken.
De fleste børn kan godt lide at bevæge sig. Alligevel er det kun et mindretal af danske børn, der opfylder Sundhedsstyrelsens anbefalinger om fysisk aktivitet. Det vil Børneulykkesfonden gøre noget ved. Derfor har de etableret Centimeter Maraton, hvor der bliver løbet 42.195 centimeter – altså 422 meter.
Bevægelse i hverdagen
»I Børneulykkesfonden arbejder vi for at få leg og bevægelse ind i børnenes hverdag. I en digital tidsalder er der mere end nogensinde brug for, at vi husker at komme ud og få rørt os, og det behøver ikke være en sur pligt. Initiativer som Centimeter Maraton styrker både den aktive livsstil samtidig med, at man har det rigtig sjovt,« fortæller i en pressemeddelelse Henriette Madsen, generalsekretær hos Børneulykkesfonden.
Centimeter Maraton er for børn i alderen 2-10 år, og børnene inddeles i to grupper: ”Pildskadderne” og ”Gøjerne”. Pildskadderne er de mindste børn, hvor far eller mor må løbe med. Gøjerne er de større børn, som godt kan løbe hele distancen selv.
Alt overskud fra løbet går ubeskåret til Børneulykkesfondens arbejde for at øge børnesikkerheden i Danmark.
Alle får medalje
Centimeter Maraton afholdes lørdag 25. september kl. 11 i Byparken i Skanderborg. Kl. 10 starter uddeling af løbsposer og der er også fællesopvarmningmed Rasusm Klump.
Alle tilmeldte børn får en løbspose, refleksmedalje, diplom og en trafiksikker refleksvest med Rasmus Klump på. Det er også muligt at tilmelde sig løbet inklusiv en Rasmus Klump T-shirt i stedet for en refleksvest.
Tilmelding via Kulturhuset Skanderborg. For mere information, besøg venligst www.centimetermaraton.dk.