Fortsæt til indhold

Åbent landbrug i nærheden af Aarhus

Tag dine gummistøvler og din familie under armen til en dag på landet hos Arlas landmænd.

Kultur og byliv

Har du nogensinde spekuleret over, hvordan det føles at klappe en kalv, hvor meget en ko egentlig spiser, og hvordan en malkerobot virker? Så får du svar søndag 19. september, når 38 Arla-gårde åbner stalddørene op for gæster fra nær og fjern til årets Åbent Landbrug.

Arrangementet tiltrækker årligt flere tusinde mennesker, der har mod på at skifte byen ud med landet for en dag og få indblik i livet som landmand.

»Udover at være en sjov og begivenhedsrig dag for børn og voksne, så er det også en oplagt mulighed for at få et indblik i, hvordan dyrene lever rundt omkring på Arlas gårde. Der er mange danskere, der ikke ved, hvordan hverdagen ser ud på et moderne landbrug, og her kan Åbent Landbrug være et vindue til landmandslivet,« siger Helle Müller Petersen, landedirektør for Arla i Danmark, i en pressemeddelelse.

Klap en kalv

De mange besøgende til Åbent Landbrug kan blandt andet glæde sig til at klappe en kalv, se store maskiner og tage sit helt eget traktorkørekort på en pedaltraktor. Der vil også være smagsprøver på mejeriprodukter fra Arla til de sultne gæster.

Arla-gårdene rundt omkring i landet holder åbent søndag d. 19. september i tidsrummet fra kl. 10 til 16, og arrangementet er gratis. Man skal blot huske at tilmelde sig, før man tager på gårdbesøg.

Bredballegård på Nymarksvej i Mårslet og HedenJersey på Lindå Hede i Hornslet er nogle af de gårde, der er tættest på Aarhus.