Fortsæt til indhold

Anmelderrost Spoken Word: ’Nye Mennesker’ spiller på KØN

Nye Mennesker ser verden på deres egen poetiske måde. De bygger broer mellem fremmede verdener; Elektro møder eksotiske percussion - instrumenter som møder poesi og novellekunst.

Kultur og byliv

Glæd jer til stærke tekster og overraskende historier fra hverdagen, når Spoken Word duoen Nye Mennesker giver koncert på museet Køn. Duoen består af tekstforfatteren Line Bøgh og multi-musikeren og produceren Ann Falden, og de har senest udgivet det anmelderroste debutalbum “Man Kan Sige”, der blandt andet fik fem stjerner i Gaffa og blev kaldt årets bedste Spoken Word udgivelse.

Nye Mennesker ser verden på deres egen poetiske måde. De bygger broer mellem fremmede verdener; Elektro møder eksotiske percussion – instrumenter som møder poesi og novellekunst. Resultatet er en række fortællinger fra hverdagen, der i bedste Dan Turèll-ånd tager lytteren med på eventyr i Rema, til lægen og helt ned i metrotunellen. Teksterne bliver akkompagneret af skæve beats, bløde toner fra hang, guitar og højtflyvende vokaler.

Stærke fortællinger og ønsket om at få sin stemme hørt kender vi også hos aktivisten Astrid Lindgren. Inden koncerten er der derfor mulighed for at se museets særudstilling #ingenlillelort, der viser sammenhængen mellem Astrid Lindgrens samfundsengagement og hendes mange fortællinger.

Program

Koncerten er lørdag den 18. september på Køn.

Kl. 15: Kort introduktion i udstillingen #ingenlillelort ved Køns direktør Julie Rokkjær Birch.

Kl. 16-17: Koncert med Nye Mennesker i Byrådssalen