Fortsæt til indhold

Ulstrup-piger hædres for portrætter

Isabell Lykke Nissen og Nanna Victoria Kleve modtog i fredags specialpriser for deres portrætter.

Kultur og byliv
csj

På Billedskolen i Ulstrup har man i år arbejdet med portrætter, som er blevet sendt ind til den nationale konkurrence ’Portræt Nu! For børn 2021’, som fandt sted på Frederiksborg Slot i Hillerød.

Otte portrætter fra Ulstrup er blevet udtaget til udstillingen, og af dem har to modtaget specialpriser:

Isabell Lykke Nissen, der går i 9. klasse på Ulstrup Skole, modtog prisen for sit portræt af sin bror. Isabell har gået på billedskole, siden hun gik i 1. klasse, og det er anden gang, hun deltager i ’Portræt Nu! For børn’.

Nanna Victoria Kleve, der går i 6. klasse på Langå Skole, modtog en pris for sit portræt kaldet ’Supersøster’. Nanna har gået på billedskole i et år, og det er første gang, hun har indsendt et portræt til konkurrencen.

Deltog på slottet

Isabell og Nanna var i fredags begge på Frederiksborg Slot for at modtage priserne, mens resten af billedskoleholdet så med på et link i Samlingssalen på Ulstrup Skole.

»Vi har haft en god dag, og de børn, der ikke var med på slottet, kunne se, hvor deres maleri var blevet hængt op, da arrangørerne gik igennem udstillingen med kameraet,« fortæller billedskolens underviser Jane Susanne Andersen i en pressemeddelelse.

I år er der indsendt rekordmange værker til bedømmelse. Ikke mindre end 446 værker, hvoraf 153 blev valgt til udstillingen.

»Jeg er selvfølgelig lidt træt af, at det ikke er alle mine billedskolebørn, der fik deres værker med på udstillingen, men jeg er imponeret af alle børnenes portrætter,« siger Jane Susanne Andersen, som fortsætter:

»Jeg er selvfølgelig også virkelig stolt over, at Isabell og Nanna får den særlige oplevelse at komme til Frederiksborg Slot for at modtage en af de seks priser.«